Halloween vækker spøgelserne til live
Spøgelsesmåneden er over os. Op til halloween mærkes efteråret for alvor, og de lange, mørke aftener med regn og rusk inviterer til en god spøgelseshistorie.
Af biblioteket
Der er noget særligt ved spøgelseshistorier i oktober. Når mørket falder tidligere, og halloween nærmer sig, kalder det på fortællinger, hvor det knirker i gulvbrædderne, hvor fortiden ikke vil forblive begravet, og hvor de døde måske ikke er helt færdige med de levende.
Her finder du en række anbefalinger til dig, der vil i halloweenstemning med hjemsøgte huse, genfærd, mørke familiehemmeligheder og isnende uhygge. Nogle af bøgerne sniger sig langsomt ind på dig, mens andre går mere direkte efter gyset.
Jernkysset
Heidi arver sin mormors hus i Vestjylland, og sammen med sin mand og datter tager hun på ferie i huset. Men der er noget, der ikke er helt, som det skal være. K. T. Bang fletter de mystiske og skræmmende hændelser overbevisende ind i den leverpostejfarvede hverdag, så gruen og utrygheden siver ud af siderne. Til læsere, der holder af romaner om mørke familiehemmeligheder tilsat et overbevisende gys.
Den hornede gud
17-årige Lauri vågner på hospitalet efter en voldsom bilulykke, hvor hans mor døde. For at få ro til at komme sig flytter han på landet til sin mosters familie. Men Lauri opdager snart, at alt ændrer sig, når man står ansigt til ansigt med døden. Historien om Lauri er både en gyser, hvor mystiske væsner og skræmmende genfærd hjemsøger hovedpersonen, og en fortælling om sorg og savn, racisme, forelskelse og ikke mindst tilgivelse.
Senere
Jamie bor alene sammen med sin mor, og det eneste, han ønsker sig, er en almindelig barndom. Men Jamie er ikke noget almindeligt barn. Han kan både se og tale med de døde. Det er en evne, han helst vil begrave, men så får politiet brug for hans hjælp til at fange en morder fra den anden side af graven. En spændende roman om ondskab – både den, der findes i os mennesker, og den ukendte, udefrakommende ondskab.
Fordærvet
I det nordlige Jylland dør Christian Langer af et hjertetilfælde. Det bringer hans søn, Michael, tilbage til herregården Heslev, hvor han voksede op, men som han forlod, så snart han kunne. "Fordærvet" er både en klassisk spøgelseshistorie med et tvist og en historie om, hvordan det kan føles at vende hjem og se sin barndom med det voksne blik, der afslører alle illusionerne. En sand fornøjelse af den grumme slags …
Den store gud Pan og andre fortællinger
Fem klassiske gotiske fortællinger om ondskabens tilsynekomst, djævelske stoffer, mystiske manifestationer, okkulte gåder og en ung piges møde med skovens myter og magi. Fortællingerne er skrevet af Arthur Machen, en forfatter, der har inspireret generationer af forfattere fra H. P. Lovecraft til Stephen King. For læsere, der elsker det atmosfærefyldte og foruroligende.
En stormnat
I 1948 er Johannes Storm på vej til Fyn for at besøge sin søster, da han kører galt ud for Skovsbo Herregård. Tyendet forbinder hans brækkede arm og indkvarterer ham i det grønne værelse, hvis interiør fuldt ud lever op til navnet. Men midt om natten vågner Johannes, opfyldt af rædsel. Noget er på vej. En vellykket og underholdende spøgelsesfortælling med rod i virkelige beretninger.
Rød stue
Benjamin er nyuddannet pædagog og har fået arbejde i en børnehave. Under sin første lukkevagt ser han et glimt af et barn i ruderne, da han er nået ud til sin cykel. Men selvom han leder det hele igennem, er der ingen. Teddy Vork kan som få forvandle det kendte og hjemlige til noget ubehageligt. Han skriver så skræmmende, at det næsten er umuligt at lægge bogen fra sig. Samtidig forstår han menneskesindet så godt, at læseren ikke kan undgå at spejle sig.
Jeg skal huske dig
Parret Garðar og Katrín har sammen med veninden Líf købt et forfaldent hus på øen Hesteyri. Målet er at sætte huset i stand uden for sæsonen og åbne et lille pensionat. Men det viser sig, at huset gemmer på en historie, og de har ikke været længe på øen, før Katrín bliver overbevist om, at de alligevel ikke er alene. En isnende thriller, hvor uhyggen sniger sig ind på læseren under Islands forblæste og kolde vinterhimmel.